Indskud er et beløb du skal betale, når du flytter ind i en lejlighed eller på et kollegieværelse. Beløbet er beregnet til at dække de omkostninger, der er ved at male og istandsætte lejligheden, når du flytter ud af den igen. Hvis du har behandlet lejligheden godt, er der sandsynligvis penge til overs, når den er gjort i stand, og disse penge får du udbetalt. Hvis du til gengæld har hærget din lejlighed, er der stor sandsynlighed for, at du bliver præsenteret for en større regning end, hvad der svarer til dit indskud. Og hvis lejligheden ligner en svinesti, når du flytter ud, så indkalder udlejeren bare et rengøringsselskab, som muger ud og gør rent - og du får regningen… Almindeligvis er indskuddet maksimalt på, hvad der svarer til 3 måneders leje.
Depositum
Nogle udlejere forlanger 3 måneders forudbetalt leje i depositum. Det er en form for garanti for, at du ikke stikker af fra lejligheden uden at betale husleje. Hos nogle udlejere får du ikke beløbet tilbage, hvis du flytter inden for det første år, hos andre skal du ikke betale husleje i de sidste 3 måneder. Husk lige at kigge efter i lejekontrakten hvordan det forholder sig hos din udlejer.